UngKlang

Træd ind i et lydunivers med vokalensemblet UngKlang. Lad dig indhylle i deres musikalske verden, hvor de klassisk trænede stemmer smelter sammen med et friskt, moderne twist. UngKlang bryder forventningerne til det klassiske koncertformat, når velkendte popsange får nyt liv, og de klassiske korsange bliver tilført en dybde og intensitet. UngKlang blev kendt i den brede offentlighed, da de spontant trådte ud på en altan i København og sang for den tidligere amerikanske præsident Barack Obama. Inspireret af denne optræden vil UngKlang under Kulturmødet give to altan-koncerter.

UngKlang består af ni unge kvinder i alderen 23 - 25 år. De har været et etableret ensemble siden 2020, og har gjort sig bemærket på den danske musik-og kunstscene gennem medvirken ved diverse TV-film- og teaterproduktioner. UngKlang er funderet i et mangeårigt venskab, og deres individuelle styrker udnytter de til at skabe et unikt udtryk. Deres mange års erfaringer er bl.a. med baggrund i DR PigeKoret, hvor de efterfølgende har udviklet deres egen retning.

Arrangementet er støttet af Augustinus Fonden.