Syng med Håndværkerkoret
- Arrangør
Håndværkerkoret Nykøbing Mors står på dækket på skonnerten FULTON i Nykøbing havn og leverer en række iørefaldende sange fra den danske og internationale sangskat. Der er fokus på livsglæde og den stille refleksion. Alle sange er kendte og lette at synge med på. Koret indbyder til fællessang og giver i øvrigt også et par numre alene. Der omdeles sangtekster, så alle kan være med.
Håndværkerkoret er et mandskor fra Mors og omegn. Fælles for alle er sangglæden. Sang er et mentalhygiejnisk vidunder. Det er umuligt at være sur og synge på samme tid, så når der er sunget få strofer, er alle tilpasse til trods for hverdagens bøvl.
Der synges firstemmig sang, både klassiske, seriøse korsatser og melodiske moderne danske og udenlandske, rytmiske værker. Koret har 150-års-jubilæum i 2024, og er et af Danmarks ældste og største mandskor på omkring 50 sangere. Medlemmerne er en skønsom blanding af aldre, erhverv og opfattelser. Mindst lige så forskellige som danskere er flest. De har vidt forskellig baggrund, og der er da også håndværkere med.
Det er et mandskor, ikke fordi medlemmerne ikke kan lide kvinder - de fleste bor faktisk sammen med én – men fordi mandestemmerne giver en særlig klang fra den lyse tenor til den dybe bas. Koret styres suverænt af dirigenten gennem 19 år, Anja Brejner Højgaard.