Aflyst

Nitte Nitte Netværk – Anna og Lottes Skillset Bingo

Arrangør
Panel

Vær med i et performativt show, der i bedste revystil undersøger dissonansen mellem kunstnerens identitet, hverdagens manglende poesi og branchens forpustede, glamourøse overflade. Kunstbranchen er et spil, hvor skjulte færdigheder ligner talenter, og tilfældighedernes magt er udslagsgivende for den enkeltes succes. Publikum kender ikke på forhånd spillets regler, men billedkunstnerne Anna Walther og Lotte Bækgaard vil tage dem med på en rejse i et business-eventyr for viderekomne. Sidder du med til bingo, er der store præmier på højkant.

Skillset Bingo er Anna Walthers og Lotte Bækgaards første fælles værk og er inspireret af Lotte Bækgaards performance Privilegiebingo.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

Om kunstnerne:
Anna Walther arbejder i et aktionspræget felt mellem skulptur, installation og samarbejder. I sin kunstneriske praksis sætter hun fokus på adgang til læring og generelle forudsætninger i samfundet. Gennem humor og metaforer behandler hun kunstscenens symptomer og blinde vinkler med spørgsmål om klasse, neurodivergente praksisser, kroniske sygdomspositioner samt evnen til at rumme det flydende og det ultrabogstavelige på samme tid.

Lotte Bækgaards praksis tager udgangspunkt i personlige erfaringer og forbindelsen mellem individuelle og samfundsmæssige problematikker. I sit arbejde undersøger hun kunstneres vilkår, omsorgsarbejde, tilhørsforhold og psykisk helbred gennem blandt andet fotografi, skulptur, tekst og performance.