Krig og kærlighed - et dokumentarisk lysværk om krigen i Ukraine
- Arrangør
Hvad gør man, når ens ægtefælle bliver sendt til fronten? Kan man drømme om at få børn, når ens by er ved at blive bombet i stykker? Rykker elskende sammen under krigens pres? Eller skiller krigen dem ad?
Disse spørgsmål kan du blive klogere på i lysværket ’Krig og Kærlighed’ af Jakob Fälling og Ole Samsøe.
I efteråret 2023 rejste tegner og journalist Jakob Fälling i det krigshærgede land for at undersøge, hvad krigen gør ved almindelige menneskers liv. I værket fokuserer han på noget alment, almindeligt og ret genkendeligt for os alle: kærlighedslivet.
Gennem interviews med seks helt almindelige ukrainere har Jakob Fälling tegnet et 20 minutter langt værk, der sætter fokus på kærlighedens vilkår i krigens gru.
”Vi hører meget om missilangreb og våbendonationer i nyhederne. Her viser vi en anden side af krigen. Nemlig hvordan det er at leve i Ukraine lige nu,” siger Jakob Fälling om baggrunden for værket.
Tegningerne er såkaldte reportagetegninger, der projiceres op på Musikværkets facade, og de følges af et lydspor, der består af beretningerne fra de interviews, han har gennemført. Værket blev vist på Krigsmuseets facade til Copenhagen Light Festival 2024 og er på vej til visning flere steder i udlandet.
Jakob Fälling og Ole Samsøe har gennem de seneste år behandlet dybere temaer med deres helt egen blanding af projicerede tegninger og lyd på offentlige pladser, blandt andet på Roskilde Domkirke, Nikolaj Kirke og Kunsthal i København og Klosterkirken, Nykøbing Falster.
Se lysværket på Musikværkets facade.