Livsværker – koncert og talk

Arrangør
Moderator
Panel

Vær klar på en koncertoplevelse hvor fortællingen og eftertænksomheden er i fokus. En koncert hvor der sættes fokus på nogle af de borgere som ofte bliver glemt.

I løbet af de sidste to år har sangskrivere og kunstnere fra Aalborgs vækstlagsmiljø besøgt væresteder og institutioner i Aalborg Kommune og talt med de mennesker, som er brugere. Med baggrund i de fortællinger og indtryk har sangskriverne ladet sig inspirere og skrevet en sang ud fra de historier, de har fået fortalt. Det er der kommet en række bevægende og meget personlige sange ud af, om mennesker fra Aalborg, som ikke før har fået deres historie formidlet gennem musik.

Sangene fremføres af musikerne og sangskriverne: Marie Vilsbøll, Andreas Rødbro, Johan Stene, Pernille Dige og Heine Gade.

Koncerten kombineres med en talk om den rolle og merværdi, musikken og kunsten kan spille i samfundet, når den træder ud af sine traditionelle rammer og ind på andre arenaer. Vi diskuterer konkrete projekter som Livsværker, SOLO (koncertformat rettet mod sårbare unge) og Musikalske besøgsvenner. Vi stiller spørgsmålene: Hvilken rolle skal musikken spille indenfor sundhedsområdet? Hvordan påvirker det kunstneren at deltage i et projekt, hvor rammen og præmissen er anderledes end man er vant til.