Fremtidens kulturskole – et lokalt ressourcecenter for kommunernes arbejde med børne- og ungekultur
- Arrangør
- Moderator
- Panel
I denne samtale undersøger vi, hvad det kan betyde at anskue musik- og kulturskolerne som kunstpædagogiske ressourcecentre i det kommunale arbejde med børne- og ungekulturen. Denne ide afspejler en aktuel bevægelse i musik- og kulturskolefeltet. Fra at fungere som isolerede øer i de kommunale kulturlandskaber som et fritidstilbud for middelklassens børn er musik- og kulturskolerne blevet centrale omdrejningspunkter for arbejdet med at sikre, at flere børn og unge kan blive aktive medskabere af et fælles kulturliv.
Musik- og kulturskolerne løfter et væld af opgaver i den forbindelse: de rammesætter børns første møder med kunst, udvikler kunstneriske talenter, samarbejder med skoler, dag- og fritidsinstitutioner for at sikre, at alle børn har adgang til kunstneriske aktiviteter, og samtidig udvikler de nye tilbud til sårbare grupper med kunstneriske, sociale og sundhedsmæssige dimensioner. Det er i denne forstand, at fremtidens musik- og kulturskoler er i gang med at udvikle sig til kunstpædagogiske ressourcecentre, der understøtter børns og unges muligheder for at udøve et kunstnerisk medborgerskab.