HUGORM

Kan man stadig bide fra sig, når livets store ur viser langt over 40? Det kan Hugorm. Bandet er født ud af en midtlivskrise og har siden begyndelsen ikke befundet sig i hi på noget tidspunkt. Der er kun kommet mere fart og flere farver på den mangfoldige palet, hvilket ikke mindst kommer til udtryk, når bandet står i øjenhøjde med publikum til koncerterne. Hugorms shows stikker i mange forskellige, kreative retninger undervejs og for dem, der har set bandet live, hersker der ingen tvivl om, at man som publikum får frirum til at rase og rense ud. Live-anmeldelserne taler deres tydelige sprog og bl.a. GAFFAs anmelder kaldte Hugorm ”På grænsen til det sindssyge” - (5 stjerner).
Hugorm er nærmest kulturmøde-familie. De spillede deres allerførste koncert som band i Monas Hus i 2019. Det bliver et herligt gensyn på Folkescenen fredag aften.