Josefine Klougart X Kristian Leth – erindringer

Arrangør
Kulturmødet Mors
Panel
Josefine Klougart, forfatter / Kristian Leth, forfatter

”Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar.”

I sin roman ”Alt dette kunne du få” (2021) skriver Josefine Klougart poetisk om barndom, erindringer og hvordan arven fra vores forældres længsler og drømme trækker spor gennem os. Mød hende til en samtale med forfatter Kristian Leth, der er aktuel med bogen ”En vej ud af tågen” – en bog om at huske en barndom, man har glemt, og en undersøgelse af, hvad hukommelse egentlig er for noget. Sammen taler de om, hvordan vores erindringer former vores forståelse af, hvem vi er, og om behovet for at eje sin egen historie.

Josefine Klougart har med to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere. Fra debuten Stigninger og fald (2010) til mammutværket New Forest (2016) og senest Alt dette kunne du få (2021) har Klougart udforsket menneskesindets uudgrundelige sammensætning.

Kristian Leth er forfatter, musiker og radiojournalist. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2002, har skrevet ni bøger, udgivet femten plader og bor i dag i New York.

Litteraturprogrammet er støttet af Statens Kunstfond.