Tænk ikke på mig – forfatter Vilma Sandnes Johansson

Arrangør
Kulturmødet Mors
Moderator
Geeti Amiri
Panel
Vilma Sandnes Johansson, forfatter

Forfatter Vilma Sandnes Johansson debuterede i år med den anmelderroste roman ”Tænk ikke på mig”, hvor hun med udgangspunkt i sit eget liv skriver om at vokse op med døden helt ind på livet. En rørende og sælsomt livsbekræftende fortælling om at være teenager, imens ens mor konstant er ved at dø, men bliver ved med at være i live. Med romanen fastsætter Vilma nødvendigheden ved at sige sorgen højt, uanset hvor ubehagelig eller akavet det er for samtalen, og insisterer på, at det er i orden at være til besvær, når man er pårørende. Mød hende i samtale med forfatter og debattør Geeti Amiri.

Vilma Sandnes Johansson (f. 2000) dimitterede fra Christianshavns Gymnasium i 2019 og har kortvarigt læst retorik. Hun skriver løbende klummer for Elle og IN.

Geeti Amiri (f. 1989) udgav i 2016 sin selvbiografi ”Glansbillede”, der blandt andet omhandler farens død og livet derefter. Geeti er nu aktuel med romanen ”Mosaik”.

Litteraturprogrammet er støttet af Statens Kunstfond.

Foto:
Lea Meilandt