Filmen Mr. Graversen og instruktørsamtale
- Arrangør
- Kulturmødet Mors
- Panel
- Michael Graversen , instruktør
I sin dokumentarfilm “Mr. Graversen” (2022) opruller instruktør Michael Graversen en årelang konflikt mellem sine forældre, der trækker spor tilbage til hans egen alvorlige sygdom som dreng. Filmen, der blev hædret på året CPH:DOX, er en fortælling om at tilgive dem, man elsker. Efter filmen, der varer 1 time og 20 minutter, stiller Michael Graversen op til spørgsmål.
Om filmen
Da Michael besøger sit barndomshjem i Grindsted, mødes han af en forvandlet far. Fri fra et årelangt misbrug af alkohol og sløvende piller er Svend-Aage pludselig fuld af energi – i stærk kontrast til den fraværende far, Michael oplevede gennem sin barndom.
Svend-Aage genopliver sin passion for tøj og er fast besluttet på at vinde sin kones kærlighed tilbage. I årenes løb er hun dog blevet mere optaget af hunden Lexus og har svært ved at lukke sin mand ind i sit liv igen. Da huset sættes til salg og et helt livs sirligt arkiverede minder pakkes i kasser, træder konturerne af et familietraume fra Michaels barndom frem.
Som 4-årig blev Michael diagnosticeret med kræft og fem år fulgte med kemokure, hyppig isolation og frygten for at dø. Det ændrede for altid familiemønstret hos Familien Graversen, men med flytningen øjner Svend-Aage en chance for at tage hånd om fortidens svigt og gribe muligheden for en ny chance i livet.