Mere mangfoldighed i dansk film og tv?

Arrangør
Fonden Filmtalent
Moderator
Andreas Linnet Jessen, chefrådgiver & partner Seismonaut
Panel
Asta Stuhr, producer Super16 årgang 11 / Joey Moe, instruktør Super8 / Morten Skov Hansen, B&U Chef DR Kultur, Børn og Unge / Stine Meldgaard, producer SAM Productions

Dansk film og tv står stærkere end nogensinde. Det skyldes blandt andet, at vi i Danmark har et flerstrenget talentudviklingssystem med forskellige veje ind i filmens verden. Ved siden af den formelle uddannelse på Den Danske Filmskole udgør de et stærkt og alternativt system baseret på 'learning by doing', som gennem årene har udviklet store talenter med vidt forskellige baggrunde. Det er blandt andet foreningsuddannelserne – Super16, Super8 og 18frames – og filmværkstederne i Odense, Aarhus, Viborg og København.

En ting er alle enige om: Skal dansk film og tv’s styrkeposition og kvalitet bevares, er der løbende brug for nye talenter, nye fortællinger, nye udtryk og nye stemmer. Men hvordan står det til med mangfoldigheden i dansk film og tv? Hvorfor skal vi interessere os for det? Og er der behov for et bredere rekrutteringsgrundlag og flere nye talentudviklings- og vækstlagsinitiativer?

Vi taler med branchens talenter, producenter og broadcastere om deres perspektiver på, hvordan vi sikrer mangfoldighed i fremtidens talentmasse.