Musik for Klimaet

Arrangør
Panel

Hvordan lyder jordens temperaturforandringer tolket af et bigband? Hvilke fremtidsscenarier kan vi vælge mellem? Kan du høre forskel på vind og vand? Musik For Klimaet er et samarbejde mellem Nordkraft Big Band, meteorolog Jesper Theilgaard, komponist/dirigent Claus Veis Sörensen og bæredygtighedsforsker Sara Brogaard.

Der er mange myter om klimaet, og der er mange forskellige opfattelser af, hvad klimaændring og global opvarmning er. Det gælder både den videnskabelige baggrund, konsekvenserne og de nødvendige tiltag for at imødegå konsekvenserne.
Forestillingen giver med sin kombination af foredrag og koncert nye indfaldsvinkler til de problemer og spørgsmål, som vi er nødt til at overkomme for at sikre en holdbar fremtid.

Gennem en 60 minutters forestilling af musik og foredrag guider Jesper Theilgaard publikum gennem fakta og forskning inden for klimaområdet, mens musikken spilles af Nordkraft Big Band under ledelse af dirigent og komponist Claus Veis Sörensen.

Medvirkende: Nordkraft Big Band, Claus Veis Sørensen (dirigent/komponist) og Jesper Theilgaard (foredrag/konferencier).

Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et af landets mest aktive, visionære og seriøse ensembler inden for rytmisk samtidsmusik. De er internationalt anerkendt og har arbejdet med bl.a. John Clayton (US), Bob Mintzer (US), Robben Ford (US), Sinne Eeg, Bobo Moreno, Margrete Grarup, Aalborg Symfoniorkester, Nikolaj Bentzon, Aviaja Lumholt, Veronica Mortensen, Jimmy Jørgensen, Zika, Martin Brygmann, Søren Sko, Dorthe Gerlach, Niels Jørgen Steen, Szhirley, Kaya Brüel, Birthe Kjær, Rasmus Bjerg og mange flere.