Kender du kulturtypen?

Arrangør
Akademisk fagforening DM
Panel
Udvalgte tophemmelige superhelte-typer fra kulturens mange fagligheder

Vi taler meget om kultur, vigtigheden af kultur og senest har kulturministeren endda inspireret en spændende debat om kulturel modstandskraft igennem sit nyetablerede råd.

Men hvad handler al denne kultursnak egentlig om. Er det der modstandskraft noget med superheltekræfter, og hvilken værdi skaber kulturtyperne overhovedet ude i samfundet?

Til Kender du kulturtypen møder du udvalgte kulturansatte, der hver især repræsenterer forskellige fag og områder fra kulturens verden. De flasher små smagsprøver på deres felt, deres drivkraft, og ikke mindst hvilken slags kulturel superheltekraft de er gjort af.

Og så er det op til jer, kære publikum, at gennemskue hvilke kulturelle superhelte, der er hvad. Kan du skelne arkæologen fra kunsthistorikeren? Og bibliotekaren fra arkivaren?

Og det stopper ikke der, for du får også mulighed for at speeddate kulturtyperne, og hvem ved, måske du kan få gjort op med forudindtagede myter om de forskellige fagligheder? Du kan i hvert fald komme tættere på de mennesker, der til daglig er med til at holde kulturens maskinrum i gang.