Er det danske sprog ved at blive kvalt?
- Arrangør
- Akademisk fagforening DM
- Moderator
- Sabrine Mønsted, fagredaktør DM
- Panel
- Amalie Langballe, forfatter & journalist / Lars Trap-Jensen, seniorredaktør Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / Zenia Stampe, kulturminister (B)
Vi ser udenlandske film og serier, lytter til udenlandsk musik, læser engelsksprogede romaner og orienterer os i engelsksprogede medier. På de videregående uddannelser undervises der ud fra et engelsksproget pensum og gerne på engelsk.
Samtidig gør værktøjer som Duolingo alverdens sprog tilgængelige for os alle. Maskinoversættelser med deres indbyggede risici for sproglige forvanskninger og anglicismer præger i stigende grad vores nyhedsmedier. Og i boligområder med en høj andel af tosprogede tales der etnolekter med lån fra både dansk, arabisk og afrikanske sprog.
Også politikerne er bekymrede for det danske sprog. I januar tog regeringen, SF og Konservative initiativ til en sprogpakke, der skal værne om det danske sprog.
Men er det danske sprog ved at blive kvalt? Og er der alt for mange udenlandske ord i dansk? Hvad mener du, og hvad mener sagkundskaben?
Vi sætter relevante stemmer i denne debat stævne for at efterprøve påstanden: Er diagnosen rigtig, og er politikernes kur lige præcis dét, der skal til?