Foto: Per Bille

Hvis ledelse er svaret - hvad er så problemet?

Arrangør
Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole
Moderator
Julie Lindegaard, journalist, foredragsholder & moderator
Panel
Anders Dalsager, forperson DM Kultur & Medier / Anders Holst, uddannelsesleder Den Danske Scenekunstskole / Ene Katrine Rasmussen, branche- og efteruddannelseschef Den Danske Filmskole / Peter Mark Lundberg, direktør Dansk Scenekunst

Grøn og digital omstilling, international konkurrence, projektøkonomi og mange løse ansættelser er hverdagen i kultursektoren. Det præger arbejdsmiljø, trivsel og de vilkår, mennesker skaber kunst og kultur under.

I flere år har svaret lydt: Bedre ledelse.

Men hvis ledelse er svaret, hvorfor oplever branchen så stadig stress, utryghed, pres på freelancere og svære arbejdsvilkår? Er problemet, at der stadig er for lidt ledelse? At ledelsen ikke har de rigtige rammer? Eller at nogle af vores forestillinger om god ledelse i kreative miljøer også kan være en del af problemet?

Denne samtale undersøger kulturbranchens ledelsesdynamikker uden at gøre ledelse til en nem løsning. For ledelse i kunstneriske og kreative organisationer er sjældent enkelt. Den foregår midt i stærke fagligheder, kunstnerisk frihed, midlertidige fællesskaber, økonomisk pres og krav fra både politikere, fonde, publikum, broadcastere og samarbejdspartnere.

Hvad betyder god ledelse i den virkelighed? Hvem har ansvar for vilkårene, når presset bevæger sig gennem hele værdikæden? Og hvordan kan man lede tydeligt uden at kvæle det, der gør kunst og kultur levende?

En samtale om ansvar, vilkår og ledelse i dansk kulturliv – og om hvorfor ledelse både kan være en del af løsningen og en del af det, vi er nødt til at undersøge mere kritisk.