Fremtidens arter gennem papirklip
- Arrangør
- Phuc Van Dang, Ung Kult
Fremtidens Arter er et kunstnerisk koncept, der undersøger fremtidens livsformer gennem storytelling, fællesskab og eksperimenterende skabelse.
Med udgangspunkt i papirklip og fortælling inviteres deltagerne ind i et visuelt univers, hvor de kan opfinde, forandre og genfortolke arter – både eksisterende og endnu ikke forestillede.
Gennem formeksperimenter og silhuetarbejde arbejder deltagerne undersøgende og intuitivt, og deres idéer får en fysisk og sanselig form.
Projektet skaber et rum for fordybelse og fællesskab, hvor man ikke blot skaber billeder, men også reflekterer over naturens foranderlighed, fremtidens muligheder og menneskets relation til andre livsformer.
Kom og vær med i workshoppen med Phuc Van Dang, hvor vi sammen skaber et fælles kunstværk, der transformeres og udfolder sig på et moskitonet.
Phuc Van Dang er født i Vietnam og kom til Danmark i 1981. Han arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design og kultur med fokus på temaer som identitet, tilhørsforhold og menneskelig natur.
Hans værker forener street art, maleri og design og skabes ofte stedspecifikt med afsæt i undersøgelser af stedets historie, identitet og nutidige liv.
Relationer og kontekst er centrale i hans praksis, hvor kunsten søger at skabe forbindelser mellem æstetik, sted og fællesskab.