Kan litteratur hjælpe os med at forstå døden?
- Arrangør
- Randers Bibliotek
- Moderator
- Mai Kordelin Paulsen, litteraturformidler Randers Bibliotek
For litteraturformidler Mai Kordelin Paulsen fra Randers Bibliotek er litteraturen et oplagt rum for eksistentiel sundhed. Litteraturen forholder sig til og fortolker livet, og giver dermed et rum til at forstå både livet og døden. Eksistentiel sundhed handler om menneskets evne til at finde mening, sammenhæng og retning i tilværelsen. Om oplevelsen af at høre til i verden og kunne forstå sit liv i et større perspektiv. Også i mødet med livets ubegribelige grundvilkår som død og tab.
Erfaringerne fra konceptet Samtaler om døden på Randers Bibliotek giver anledning til en snak om hverdagssprogets grænser og forskellige måder at erkende på. For når vi taler om døden, sorg og det at miste, nærmer vi os hverdagssprogets grænse, og vi må indimellem give op i forsøget på at beskrive det, vi oplever. Her kan litteraturen og det poetiske sprog tilbyde noget andet. Det åbner et vokabular af stemninger, følelser og sansninger. Et æstetisk erkendelsesrum, hvor det er muligt at udforske og udtrykke erfaringer på grænsen af det begribelige. Det gør det muligt at nærme sig det ubegribelige og skabe adgang til en anden form for forståelse og mening.
Glæd dig til en samtale om døden, livet og litteraturens kæmpe potentiale.