Grønlandske farver: Samtale og udstilling
- Arrangør
- Ung Kult, Ungdomsbureauet
- Moderator
- Clara Danholdt, retoriker / Kaaleeraq Møller Andersen, forfatter & kunstner
“I konfirmationsgave fik jeg en riffel. Året efter var mit syn forsvundet på højre øje og delvist også på venstre. Jeg har alligevel skudt en sæl med de her øjne. Jeg ved ikke hvordan.”
Sådan starter Kaaleeraq Møller Andersens kapitel Viljen er styrke i bogen De[Grønlandske]. Han er grønlandsk kunstner og flyttede til Danmark for to år siden. Hans handicap gjorde det svært for ham at bo i Grønland, og hans malerier har taget en ny form efter flytningen. Han tør mere. Motiverne er mere abstrakte og storslåede, selvom farverne er de samme. Hvid og blå, sne, himmel og is. Grønlandske farver. Og på Kulturmødet Mors kan du se de malerier, der kendetegner Kaaleeraqs tilværelse.
De[Grønlandske] er en del af Ungdomsbureauets bogserie De[Serien], hvor underrepræsenterede ungdomsgrupper tager ordet. Omkring 20 forfattere i hver bog skriver et kapitel om deres erfaringer med fx ensomhed, anbringelse eller det at være grønlandsk. Hver forfatter bliver matchet op med en skrivemakker, som er en anden ung med skriveerfaring, der understøtter forfatteren i skriveprocessen.
Clara Danholdt er uddannet retoriker og var Kaaleeraqs skrivemakker. De to arbejdede tæt sammen på historien. Clara beskriver, hvordan den kreative proces har givet en anden indgangsvinkel til at lære mere om Grønland.
Til udstillingen vil der være oplæsning og samtale med Kaaleeraq og Clara samt mulighed for publikum at stille spørgsmål.