Parcelhusdilemmaet - Hvorfor er der ikke en arkitekt til stede? - Hvem skal tegne fremtidens parcelhuskvarterer?
- Arrangør
- Arkitektforeningen, Kulturmødet Mors
- Moderator
- Ane Cortzen, arkitekt & tv-vært
- Panel
- Daniel Bröchner Christensen, planlægger Vesthimmerlands Kommune / Dominique Hauderowicz, arkitekt MAA, medindehaver dominique+serena & projektleder Parcelhusdilemmaet / Mikkel Bang Maesen, historiker & ph.d.-studerende v. Historie på Aarhus Universitet
Parcelhuset er danskernes mest udbredte boligform og rammen om hverdagslivet for millioner af mennesker. Parcelhuskvartererne udgør en væsentlig del af vores byer, landskaber og kulturarv og rummer kvaliteter, som fortsat står stærkt: nærhed til naturen, plads til familielivet, naboskab og muligheden for at skabe sit eget hjem.
Samtidig forandrer samfundet sig. Vi lever længere, familierne ser anderledes ud end tidligere, og nye klimamæssige, sociale og økonomiske vilkår kalder på nye måder at tænke vores eksisterende boligområder på.
Når fremtiden kalder på nye svar, opstår spørgsmålet: Er der en arkitekt til stede?
Arkitektens rolle er ikke blot at tegne bygninger, men at gøre fremtiden synlig. At sætte billeder på nye måder at leve, bo og være fælles på, før de findes i virkeligheden.
Med afsæt i projektet Parcelhusdilemmaet inviterer Arkitektforeningen til en samtale om, hvordan fremtidens parcelhuskvarterer kan udvikles med respekt for de værdier og kvaliteter, der allerede findes.
Sammen undersøger vi, hvordan eksisterende parcelhuse og kvarterer kan danne ramme om nye livsformer, stærkere fællesskaber og et mere bæredygtigt hverdagsliv. Hvilke kvaliteter skal vi holde fast i? Hvilke nye behov skal vi imødekomme? Og hvem skal være med til at tegne de næste kapitler i fortællingen om det danske parcelhuskvarter?
Arkitekturprogrammet under Kulturmødet er støttet af Dreyers Fond.