Verden brænder og jeg drikker øl - hvordan eksisterer man i en krisetid?
- Arrangør
- Kulturmødet Mors
- Moderator
- Majken Overgaard, kurator & forfatter
- Panel
- Anne Sofie Ravnsbæk Geertsen / Poul Dall
Verden brænder og jeg drikker øl - hvordan eksisterer man i en krisetid?
Kom med når den Den Grønne Ungdomsbevægelses Aktivistiske Tegnestue inviterer til et kollektivt idélaboratorium.
Verden brænder og alligevel skal hverdagen hænge sammen. Så hvordan eksisterer man i en krisetid, når udfordringerne føles både overvældende synlige og mærkværdigt fjerne på én gang?
Vo mødes om det spørgsmål, der måske er vores tids mest afgørende: Hvordan udvider vi vores kollektive forestillingsevne, når kriserne banker på? Ikke for at flygte ind i eskapisme, men for at blive aktiveret ved at mærke sammen, tillade det svære og dermed måske finde plads til det gode?
Vi taler om uperfekte utopier, forestillinger om en anden verden, der egentlig ikke er så langt væk. Om verdenssorg og strukturel disharmoni. Om forskellen på at mærke den økologiske krise i byen og på landet. Om hvad vi kan lære af hinanden på tværs.
Generator er en oplagt ramme at blande samtaler på tværs af Danmark, mellem land og by, mellem frustration og håb. Vi mødes og forestiller os fremtiden, uperfekt, ufærdig og alligevel mulig.
Arrangementet er støttet af Dreyers Fond som en del af Kulturmødets arkitekturprogram.
Om Generator:
I 2026 introducerer Kulturmødet Generator – et nyt eksperimenterende scenerum ved den gamle transformatorstation.
I det cirkelformede telt inviter vi publikum ind i et rum, hvor nysgerrighed, tvivl, håb og forestillingsevne bliver drivkræfter for fælles undersøgelser af samtid og fremtid. Her mødes kunstnere, tænkere, civilsamfund og publikum i et program, hvor de enkelte indslag bindes sammen til en samlet oplevelse.
Programmet for Generator er udviklet af kurator Majken Overgaard og udviklingschef ved Instituttet for Fremtidsforskning, Nicklas Larsen, sammen med Kulturmødet Mors.
Ambitionen er at skabe et rum, hvor kunsten ikke blot illustrerer samfundet, men bruges som en metode til at undersøge det.
2026 er et prototypeår for Generator. Her tester vi formater, publikumsroller og scenerum med henblik på, at vi kan forme fremtidens scenerum på Kulturmødet.