Ung arkitekt i en oprustningstid – mellem krise og håb
- Arrangør
- Arkitektforeningen, Arkitektskolen Aarhus
- Moderator
- Anne Sophia Hermansen, kulturjournalist & radiovært
- Panel
- Josefine Bank-Mikkelsen / Kristine Norman Hansen / Malte Karstoft Birch
Hver ny arkitektårgang har tradition for at tage favntag med aktuelle samfundsudfordringer. I afgangsprojekterne bearbejdes bæredygtig udvikling af bolig, by og landskab med inddragelse af komplekse forhold som klimakrise, ressourceknaphed og naturkollap.
I 2026 dukker temaer som kollektiv sikkerhed og beskyttelse op i flere afgangsprojekter – og tilfører nuancerede perspektiver på den enkeltes beredskabsevne og det samskabende potentiale.
Denne samtale går tæt på, hvad det vil sige at være nyuddannet arkitekt i en tid, hvor vi på tværs af samfundet taler åbent om oprustning: den åndelige, aktivistiske og militante.
Projektet ”At søge sikkerhed – fra fysisk værn til kollektiv robusthed” gentænker begrebet sikkerhed i en tid, hvor trusler ikke længere kun er fysiske, men også retter sig mod vores tænkning, tillid og fælles virkelighedsforståelse. Projektets sigte er at skabe kollektiv robusthed med et civilt beredskabsanlæg i det centrale Aarhus.
I et andet projekt ”Fra hverdagsrum til kriserum” transformeres et nedrivningstruet bygningskompleks på Nørrebro til et kollektivt, kvarterbaseret beredskab, der skaber et fleksibelt mødested og faciliterer fællesskab og samskabelse i fredstid og krisetid.
Samtalen berører det dilemmafyldte og håbefulde i samtiden og reflekterer over, om der overhovedet er plads til en ny generation af ”unge vilde” anno 2026?
Arkitekturprogrammet under Kulturmødet er støttet af Dreyers Fond.